Der søges fortsat efter ny ledende præst

NY PRÆST: Efter 11 års tro tjeneste afslutter Martin Højgaard den 30. juni 2018 et langt kapitel som ledende præst i Sjølundkirken. En ny tid begynder derefter for familien, som siger farvel til Sydsjælland og flytter til Jylland. Siden Martin meddelte sin afsked sensommeren 2017 har kirkens lederteam sammen med vores eksterne vejleder, Jesper Kure, præst i Kolding, været i en proces, hvor der søges efter en ny ledende præst.

Der har været kontakter til flere mulige kandidater, men i skrivende stund uden konkrete resultater. Derfor arbejder vi samtidig med præste-søgningen på en konstituering af René Trost-Tryck som præst og midlertidig leder, samt Thomas Andersson som medpræst pr. 1/7, indtil en ny fremtidig løsning åbner sig. Desuden vil lederteamet fordele andre opgaver af mere kommunikativ og administrativ karakter mellem flere andre personer.

I løbet af maj/juni slås desuden en deltidsansættelse op som churchworker. Målet hermed er at den rette profil skal ansættes til at skabe liv i og ud fra Sjølundhuset. Vi søger en medarbejder, som kan lede og skabe følgeskab omkring sig, og som vil forrest i at bygge bro til byen gennem initiativer som fremmer vores vision: at være en oase i byen.

Der vil være et kort informationsmøde om processen søndag den 3. juni efter gudstjenesten.